Poetry for Charity er en ny event hver den anden torsdag i måneden på Zusammen. Her kan du læse en beretning om den første gang det løb af stablen.

Af: Trine Ewers

Kl. blev 20.00 vi sad alle og ventede spændt. Man ved aldrig helt hvad man kan forvente sig af nye tiltag. Tommy Heisz, manden bag arrangementet sammen med co-vært Tanja Maria Truelsen, går som den første på scenen. Han præsenterer aftenens tema, barndom, og opfordrer til at man læner sig tilbage og slapper af.

Han er helt sin egen
Den første digter der går på scenen er Michael Dyst. Jeg har meget svært ved at beskrive ham, han minder mig ikke om nogen jeg har set før. Tværtimod er han helt sin egen.

Han starter med at indrømme, at han ikke er særlig velforberedt. Så er stilen da ellers lagt, tænker jeg. Han fumler lidt rundt med sine papirer, men går dernæst straks i gang. Han når ikke at læse mange sætninger, før jeg helt har glemt hvor uforberedt han lige havde sagt han var. Han tekster er fyldt med komplekse sætninger der kræver min fulde opmærksomhed. Jeg bliver suget ind i hans univers, og mens han fortæller kan jeg se historien spille inde i mit hovede.

Jeg møder en pige, noget går galt…
De fleste af hans tekster handler om ham og hans forhold til en pige. ”Jeg møder en pige, noget går galt og jeg skriver en bog”, sagt med hans egne ord. Intet om barndom, som ellers var aftenens tema.

Jo længere tid han står på scenen, jo længere tid håber jeg på han bliver stående. Noget ved ham gjorde, at jeg ikke ønskede han skulle forlade scenen. Senere på aftenen hører jeg ham sige: “Jeg forbereder aldrig min forvirring, den er altid oprigtig”. I denne kontrolfikserede verden sidder jeg og bliver fascineret af den mand, der har ro nok til at tage tingene som de kommer, og være helt afslappet omkring det. Jeg er fan!

Jeg håber det går
Næste digter går på scenen, Maja Lucas. “Jeg håber det går”, er hendes første ord idet hun træder op på scenen. Traks har man fornemmelsen af en lidt stille og ydmyg person. Jeg sidder afventende og håber at hun ryster sin ydmyghed lidt af sig. I det hun begynder at læse op, bliver jeg lettet.

Hun bliver mere og mere tryg ved at stå på scenen og hendes tekster får publikum til at fordybe sig. Det handler mest om hendes far, som hun kaldte Pappi, og de figurer, hun selv undrer sig over dukker op i hendes hovede. “I en drøm rører jeg ved min bedste’s penis, den er blød som en lille drengs”, lyder det i en af hendes tekster. Undervejs mens hun læser op, slår det mig, hvor meget af det hun læser op jeg kan relatere til. Det føles lidt som om, at vi har kendt nogle af de samme mennesker. Det er fedt!

Kærlighed for Haiku-digte
Ole Bundgaard er den tredje digter der betræder scenen. Han bliver præsenteret som en stabil, ældre digtskriver, med en særlig kærlighed for Haiku-digte.

Det første han starter med er da også et vinter-haiku. Dernæst går han over til aftenens tema, hvor han starter med at fortælle lidt løst om sin barndom - hvorfra han har fået kærligeheden til den mundtlige tradition.

I hans fortællinger beretter han bl.a. om hans Onkel Frans med træben og hans småtossede tante Alma. I en af hans fortællinger lyder det om onkel Frans: “…dengang han kørte venstre om i en rundkørsel holdte han op meed at køre bil”. Det får smilet frem på mine læber, og jeg ville næsten ønske, at jeg selv havde været en del af hans skøre familie.

Hvem kan sprøjte længst
Ole Bundgaard fortæller videre om det barndomsland han selv betegner som eventyrland. “…der var noget særligt over… der var noget særligt over, når vi onanerede i flok for at se hvem der kunne sprøjte længst.. der var noget særligt over det, det var der”. Jeg trækker igen på smilebåndet, og kan blandt publikum fornemme, at jeg ikke er den eneste der har billeder skøjtende rundt på nethinden.

Han runder af og gør klar til sidste digter. Jeg sidder med en fornemmelse af, at han ville være en alle tiders morfar, der kan fortælle historier, mens man drømmer sig langt væk fra kulden udenfor.

Angst og skilsmisse
Tommy Heisz er på scenen for at introducere den sidste digter, Jacob Vedelsby. Jacob Vedelsby ligner ved første øjekast en meget erfaren digter. Klassik påklædning og lidt grå stænk i håret. Som det også var med de andre tre, går der ikke længe før jeg er inde i et nyt univers.

Denne gang følger jeg hovedpersonen Jackson, der bl.a. forudsiger sin mors død. Hans fortællinger handler i høj grad også om angst og skilsmisse. Angsten møder vi hos bl.a. hos hovedpersonen Freya, der ikke vil hjem fra hospitalet, og derfor glæder sig over, at “det heldigvis var et kompliceret brud”.

Vedelsby vender som det sidste tilbage til sin hovedperson Jackson, der nu handler om hans far. Fortællinger der beskriver hvordan folk var bange for hans far. “Man modsagde ikke hans far, selv ikke ham der var ville myrde ham - han var sikkert død for længst”, bliver hans afsluttende ord.

Jeg er nu fan af poesi!
Fire kunstnere var på scenen. Jeg var i fire forskellige universer. Jeg var fascineret. Jeg ville ønske de blev ved med at fortælle historier. Men den virkelige verden slog mig hårdt i ansigtet. Jeg skulle cykle hjem. Det var koldt.

Som jeg indledningsvis skrev, er det jo altid svært at vide hvad man kan forvente sig af nye arrangementer, men jeg sad tilbage med følelsen af, at det havde været en succes. Jeg fornemmede at publikum følte sig godt underholdt, og blev gjort opmærksom på nye måder at vinkle tingene på.

Det var min første gang, som publikum til digtoplæsning, men det bliver absolut ikke den sidste. Jeg er nu fan af poesi!